Virksomheden familielivet blev op startet marts 2007, det vil sige at den startede meget før, dengang vidste jeg det bare ikke.

Jeg fødte min søn nr. 2 i januar 1995, da jeg så ham i øjnene, vidste jeg godt, at vi skulle noget særligt sammen. Min søn Jacob blev senere diagnosticeret med Autisme og OCD i svær grad.

Efterhånden som min søn voksede op, måtte jeg erfare at der var ringe hjælp og støtte at få, jeg oplevede, at der var viden om autisme, men ikke om behandling, terapi og hvordan vi som familie kunne skabe et positivt liv. Jeg stod der på bar bund det eneste jeg kendte til autisme, var filmen ”Rain man” fra 1989, men det var jo en voksen mand og jeg stod med et lille barn på 3 år. Da jeg havde mulighed for det læste jeg til pædagog, herefter startede en lang række af uddannelser, hver gang jeg manglede viden eller en terapeutisk tilgang, tog jeg en uddannelse inden for området.

Det er blevet til en lang række af uddannelser og kurser som pædagog, kognitiv adfærdsterapeut, forskellige kurser i Autisme, grundkurser, pubertet, Empati, ADHD-kurser, kat-kassen, seksualitet, angst, konflikthåndtering mm.

Sidenhen har jeg fornyet mit cv. Med cool kids, og er ved at dygtiggøre mig med en 1-årige Efter uddannelse i neo affektiv udviklingspsykologi hos Susan Hart.

Meget tideligt i forløbet stiftede jeg kenskab med den mere alternative og spirituelle behandler verden. Her mødte jeg mennesker der brændte for at gøre en forskel og troede på en positiv udvikling. På det tidspunkt hvor min søn var lille, var der ikke så mange muligheder for behandling i den etablerede læge og behandler verden.

Når jeg spurgte ind til fremtiden, fik jeg af vide, at jeg skulle gå hjem og være mor, at autisme ikke kunne behandles og at jeg skulle forvente at min søn skulle anbringes inden han blev 10 år.

Jeg kunne ikke gå hjem og være mor, det var systemet ikke gearet til, jeg kunne ikke acceptere at der ikke fandtes behandlingsformer der kunne forbedre eller lindre min søns udfordringer og jeg ville ikke acceptere at min søn skulle anbringes uden, at alt var afprøvet først.

I den alternative verden mødte jeg mennesker der hver især brændte for deres felt, det blev en lang rejse rundt i denne særlige verden.

Jeg fik flere alternative uddannelser med på min vej, jeg blev uddannet kranio sakral terapeut, tankefelt terapeut, hypno terapeut, delfintræner terapeut og Bach terapeut (blomster remedier).

Når jeg i dag arbejder som familiebehandler er det med afsæt i min uddannelse som pædagog, kognitiv adfærdsterapeut og de mange efteruddannelser jeg har taget. En af mine største styrker er absolut er jeg har været der selv i livet, jeg ved hvad det vil sige at være en familie tilknyttet kommunen, møde sagsbehandler, støttepædagoger, komme til statusmøder, have aflastningsfamilie, få tabt arbejdsfortjeneste, jeg har i længere perioder gået hjemme med min søn, fordi han ikke kunne gå i skole. 

Jeg har været enlig mor, jeg har haft et barn mere jeg skulle tage vare på. Jeg har været til et hav af statusmøder, udskrivningskonferencer, jeg har siddet der og smilt og nikket, hørt ord jeg ikke anede eksisterede, hørt fagfolk beskrive mit barn i et sprog jeg ikke forstod.

Udsnit fra min dagbog september 2002: 

“Udskrivnings konference: rummet er fyldt med mennesker der snakker om min søn, en læge, en skolepsykolog, sygeplejersker, pædagoger, stedets psykolog,
sagsbehandler og mig som mor. Det er alvorligt det der bliver snakket om, der bliver sagt mange ord jeg ikke forstår, mange psykologiske ord, blandet med navne på udredningsskemaer jeg ikke kender.

Det eneste jeg tænker på til mødet er, hvornår fortæller de mig hvad jeg skal gøre, det gør de ikke. Mødet bliver sluttet af med Infantil autisme og angst i svær grad. Henover bordet går snakken om private ting, der er nogle der skal have aftaler med hinanden, nogle der griner, tasker der bliver pakket, en taxa der skal bestilles. Alle kommer hen og giver mig hånden siger farvel, enkelte siger held og lykke.

Jeg går ned ad gangen, den lange gang, tunge brune døre, billeder med dyr ser tilbage på mig. Ordene bliver nærmest suget ind og ud i min hjerne, jeg smager på ordet infantil Autisme, jeg vil prøve at skubbe ordet ud, så det ikke findes, så jeg ikke skal have det med hjem, men ordet bliver der, for det skal bo hos mig,

Jeg kommer ud igennem glasdørene på børnepsykiatrisk afdeling, jeg kigger til højre og til venstre, jeg ved ikke hvad vej jeg skal gå, jeg ved ikke hvor jeg skal gå hen. Jeg fik det aldrig af vide, hvad jeg skulle gøre.”

Det var i det øjeblik jeg besluttede mig for, at jeg ville hjælpe andre forældre i samme situation. Jeg kender til afmagten ved ikke, selv at kunne tage vare på mit barn, jeg ved hvordan det er at måtte tage imod hjælp og støtte. Jeg kender vejen fordi jeg har været der selv.